Europäischer Rechnungshof - European Court of Auditors
(Pressebriefing) EU-finansiering til NGO'er - hvor gennemsigtig er den?
Presseinvitation
til 7. april 2025
EU-finansiering til NGO'er - hvor gennemsigtig er den?
- Online pressebriefing: mandag den 7. april kl. 11.00 CEST
- Offentliggørelse: samme dag kl. 17.00 CEST
Den Europæiske Revisionsret inviterer til online pressebriefing vedrørende sin kommende særberetning om gennemsigtighed i EU-finansiering ydet til ikkestatslige organisationer (NGO'er). Briefingen finder sted mandag den 7. april 2025 kl. 11.00 CEST.
Formålet med briefingen er at give et detaljeret overblik over revisionen og sætte særberetningens konklusioner og anbefalinger ind i en større sammenhæng. Du vil få lejlighed til at drøfte beretningen med Laima Andrikienė, medlem af Revisionsretten, og repræsentanter for revisionsholdet.
S.u.: Du bedes venligst meddele os senest fredag den 4. april kl. 13.00, om du ønsker at deltage i denne online briefing; du vil derefter få tilsendt udførlige oplysninger om, hvordan du logger dig på. For at muliggøre en velinformeret drøftelse vil du, når du har modtaget en bekræftelse på din deltagelse, efter anmodning kunne modtage et eksemplar af beretningen og pressemeddelelsen (under embargo) før briefingen. Begge dokumenter vil blive offentliggjort på Revisionsrettens websted mandag den 7. april kl. 17.00.
Baggrund
NGO'er og andre civilsamfundsorganisationer styrker borgernes deltagelse i EU's demokratiske politikudformning gennem løbende dialog, som skal være gennemsigtig. Hvis borgerne skal kunne holde de offentlige beslutningstagere ansvarlige, er det ikke nok at oplyse, hvem der har fået tildelt EU-midler og til hvilket formål. Det skal også oplyses, hvordan midlerne anvendes, og om modtagerne overholder EU's værdier. Offentlighedens interesse i at øge gennemsigtighedskravene til NGO'er er steget siden "Qatargate"-skandalen i 2022 og toppede for nylig, da emnet igen er blevet genstand for politisk debat.
I denne beretning vurderer Revisionsretten gennemsigtigheden i den EU-finansiering, der i perioden 2021-2023 blev ydet til NGO'er vedrørende EU's interne politikker, dvs. på områder såsom samhørighed, forskning, migration og miljø. Det vurderes også, om NGO'erne overholdt EU's værdier. Revisorerne undersøger EU-tiltag såsom Den Europæiske Socialfond Plus, Horisont Europa, Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden og programmet for miljø- og klimaindsatsen og ser på situationen i forskellige medlemsstater. Revisionsrettens hensigt med beretningen er at give et dækkende billede af emnet ved at supplere sin revisionsberetning fra 2018 om EU-finansiering ydet til NGO'er vedrørende EU's foranstaltninger udadtil og sin revisionsberetning fra 2024 om EU's åbenhedsregister.
Contact:
ECA press office: press@eca.europa.eu